fredag den 26. oktober 2018

Thailand og familietid oktober 2018

Så blev det tid til et lille skriv igen. Denne gang om vores eventyr til Thailand her i oktober. Det er første gang, vi er rejst så langt væk med 2 børn og så længe af gangen.

Jeg var lidt spændt på, hvordan det ville være at rejse væk fra både hjem og firma i hele 3 uger, men det gik over alt forventning. De ting der skulle klares med firmaet, klarede vi via telefoner og computer, og det var ikke mange timers arbejde det blev til.

Jeg har jo også stadig timer som skolelærer, men da alle mine elever var væk på lejrskole i uge 40 og 41, passede det perfekt med en forlænget efterårsferie - vi blev jo netop selvstændige for at få mere frihed og kunne tilbringe mere tid med vores børn samt for at kunne rejse mere.

Og som vi så ofte gør, så inviterede vi også vores søde bedsteforældre med på rejsen, og de sagde som sædvanligt: JA.
Vi føler os ret heldige med, at de så ofte gerne tager med os på eventyr.

Vi tog en lille flyver fra Aalborg til KBH, hvor vi rejste videre med Norwegian til Bangkok. Jeg havde fundet billige flybilletter, så det var bestemt ikke en specielt dyr tur, da det er billigt at bo og leve i Thailand.

Da vi ankom til Bangkok var vi godt trætte, da det var blevet nat for os, men i Thailand var det lys og tidlig morgen. Dét er det, der hedder jetlag. Og det er ret vigtigt at falde ind i rytmen nogenlunde med det samme. Børnene var mega seje, de havde sovet en stor del af flyveturen, så de tog som sædvanligt i stiv arm og godt humør.

Da vi ankom til vores lejlighed i Hua Hin, fik vi alle en tiltrængt middagslur. Vi skulle de første 10 dage bo på et lille og mega hyggeligt resort, hvor vi næsten havde det hele for os selv. Det var en lille oase med det skønneste poolområde, træningscenter, tæt på strand og med en dejlig ro.
Vi fik en lejlighed i 4 plan til vores lille 4-mands familie, så vi havde plads nok. Og ja så koster det næsten ingenting at booke hoteller i Thailand.

De første 10 dage var vi blandet andet på Monkey Mountain, hvor aberne lever frit. Vi var dog lidt varsomme med at fodre dem, da Rune blev bidt, sidst vi var afsted. Og det er altså noget værre bøvl at rende på hospitalerne for at blive vaccineret mod rapies, når man er på ferie, som er risikoen, hvis man bliver bidt.

Vi var også ude at ride på elefanter, fodre en masse forskellige dyr samt på diverse markeder og restauranter. Rune og min far fik skræddersyet en masse lækkert tøj til discount priser, og vi fik en masse lækre massager af de søde Thai-damer. 
Masja fik fodmassage et par gange sammen med mig, det var vildt hyggeligt. 

Det koster kun 20-40 kr. for 30-60 minutter massage, og det er virkelig noget, de kan finde ud af de thai’er. Thaierne er simpelt hen nogen af verdens sødeste mennesker - de er så glade, åbne og hjælpsomme. (hvis man altså ser bort fra taxa-chauførerne i Bangkok - de er nogle værre banditter)

Da vi havde haft 10 dage i Hua Hin skulle vi syd på til et nyt strandresort, som lå i et lækkert naturområde med naturparker og regnskov.

Så vi pakkede sammen og drog afsted. Da vi ankom til vores feriested, vidste det sig, at stranden var en lukket mole og at svømmepoolen var i stykker. Stedet virkede også nærmest helt forladt, selvom det så utroligt dejligt ud.

Vi tog derfor en hurtig beslutning og aflyste vores booking og bookede det store hotel Hilton i Hua Hin, og vi kørte derefter retur mod Hua Hin. Rejseholdet tog det heldigvis meget pænt med den lille omrokering, og vi endte med at have den dejligste uge på Hilton, som er i den dyre ende af hoteller i området - men også virkeligt lækkert.

Efter 17-18 dages afslapning og nydning var tiden nu inde til, at vi skulle have lidt storbyferie. STORby kan man vist godt kalde det, når man besøger en by med mere end 15 millioner mennesker. Puha der er gang i den i sådan en stor by.

Det var 3. gang vi besøgte Bangkok, og derfor var vi også lidt mere opmærksomme på faldgrupperne såsom utilregnelige taxachauffører, trafik og madsteder uden engelsk oversætning.

Derfor gik det da også endnu bedre end de forrige besøg. 3-4 timers turisttur pr. dag kombineret med lidt pool og afslapning og middag om aftenen. 

Vi var den første dag på floden og fik den fedeste tur rundt i Bangkok i en bananbåd, der mest minder om en Thailandsk ”motorbåd”. Anden dagen stod på templer og Buddhaer i stor stil og tredje sagen var vi på et af verdens største weekendmarkeder, hvorefter turen gik hjemad igen tidligt morgen dagen efter.

Og det var nu heller ikke slemt at komme hjem efter en pragfuld ferie, når den har varet i hele 3 uger, for så er man klar til at komme i gang igen. Det har været både dejligt og svært at undvære hinanden igen, når man har været sammen så mange dage i træk 24/7.  








Seje rejsebørn, der bare har fuldt styr på det med at færdes i en lufthavn.

Hygge på flyveren.




Vores lækre lille oase med masser af ro og 32 grader.

"Tom og tøb top te!" (Kom og køb kop te)

Malua nyder det - nogle dage kunne hun bade fra kl.9.30-16.00 uafbrudt nærmest.

Dejlige Lene og morfar.

Tøserne fik en ridetur den første aften.

Lene og jeg fik os en pedicure en af de første aftener.

Meget kørsel frem og tilbage i Thailand foregår i TukTuker eller sådan en "grisebil", som ses her. Det er nok ikke et land for forældre, der går meget op i autostole og sikkerhed, for så bliver det svært at komme rundt.


Tur på Abebjerget.



'
Lækkert udskåret frugt for kun 4 kr.

Malua blevet "hjemme"undervist i uge 40 og 41. Vi havde fået lektier med, som vi lavede, når vi havde tid og lyst.


Tur til elefanterne. Det var virkelig en oplevelse.

Elefanterne havde det virkelig godt, det sted vi var og blev behandlet meget meget fint af Thaierne. Elefanterne har en hel særlig status for dem.

Is blev der spist rigeligt af ;)


Fodmassage til mor og Masja - total tøsehygge og mega lækkert.

Skydeduel mellem de modne.

Det er godt, vi har farfar med på ferierne, for han spiser altid det op, som alle vi andre ikke kan spise. Vores lille "affaldsspand", der aldrig siger nej til lidt ekstra is eller mad.

Lidt colapause i skyggen.

Her skulle vi have boet en uge, men det blev til Hilton Hua Hin i stedet.

Malua og Masja fik flere gange ordnet hår ved frisøren. De fik sådan nogle fine fletninger, som mor slet ikke kan finde ud af at lave.

Brune Malua!!!!

D. 13 oktober fejrede vi morfars fødselsdag.

Gruppebillede på morfars fødselsdag.

Det der med at være lækker og lyshåret, det kunne Thaier godt lidt. Hold da op alt det opmærksomhed pigerne, og specielt Masja, fik.

På market - her kunne man købe stegte insekter og andet lækkert kravl.

Morfar skal have sin motion, så vi fik gået nogle gode ture sammen op ad stranden.


Klar til tur på Bangkok floden. Det var mega fedt!

Vi kunne fodre fiskene, som svømmede meget meget tæt.

Nye flotte fletninger til hjemrejsen.

Morfar blev lidt mere korthåret end meningen var. Sådan kan det jo gå, når engelskkundskaberne ikke helt er på plads. Men heldigvis klædte det ham meget godt!

På sidste dagen kom der et ordentligt regnskyld, men det nød vi nu og sang og legede i regnen.

Gensynsglæden var stor, da Malua og Masja kom hjem til deres bedste og elskede naboveninder.