fredag den 29. januar 2016

En perfekt barselsdag

Fredag og på barsel - en rigtig god kombi!!! 
Har nydt en dejlig dag, hvor jeg først sov længe, fordi Rune tog Malua og fik hende i børnehave, så da jeg vågende lidt i 9.00, var de på vej ud af døren. 
Så nød jeg lidt morgen-tv og morgenmad, hvorefter jeg tog ned i Vejgård by og shoppede lidt, der var nemlig gode tilbud i de lokale butikker, så der blev både til lidt nyt til mig og til Malua.
 Bagefter tog jeg i svømmehal og fik både svømmet og slappet af i det varme bassin. 
Så nød jeg en lækker bager-sandwich OG fastalavnsbolle fra bageren, og så var det også tid til en lille lur.
Efter en halv time på sofaen hentede jeg min dejlig tøs i børnehaven og vi eftermiddagshyggede og lavede hjemmelavet pizza til far kom hjem fra arbejde. 
Nu er der dømt weekend med min dejlige familie og faktisk en forlænget weekend for Malua og jeg, for vi skal holde tøse-fridag på mandag sammen.

 4 uger til termin 

tirsdag den 26. januar 2016

Gravid uge 36

Tik tak.... Ugerne er jo pludseligt bare fløjet af sted og om under 5 uger er det termin. 
Jeg kan slet ikke forstå det!!!! 
Jeg nyder stadig min barsel utroligt meget og har slet ikke travlt med at nå til slut februar, selvom jeg virkelig glæder mig til at møde den lille sprællebasse i maven. Det her barselsgear, som man gearer ned i, når man sådan får barselsorlov giver en ro og afslappende følelse, som man ellers sjældent når. Jeg elsker det! Friheden og det der med ikke at skulle noget.
 Ja ja hvis det fortsatte i det uendelige, ville jeg da helt sikkert blive træt af det på et tidspunkt, men det er jo på lånt tid, og derfor nyder jeg det nok ekstra meget. 

Efter nogle uger uden alt for mange fysiske gener, kan jeg godt mærke, at kroppen i den grad har behov for ro. 

Baby fylder og trykker og kroppen giver sig for at blive klar til fødslen. Jeg skal ikke vove mig ud på alt for lange gåture og skal passe på mig selv. 

Men generelt har jeg det godt og udover, at jeg vender mig en del gange i løbet af natten, fra den ene side til den anden side og tilbage igen, ja så har jeg det ret fint. 

MEN den der følelse, jeg havde for 2 uger siden, hvor jeg tænkte, at graviditet var det bedste i verden, og at jeg kunne være gravid for evigt, den har jeg (heldigvis) ikke mere.
Jeg glæder mig ligeså stille til at få min egen krop igen og til mere bevægelsesfrihed, løft og fysiske ting. 

Om en uge skal jeg til jordemoder, hvor vi skal snakke fødsel. Det glæder jeg mig til :-)



lørdag den 23. januar 2016

Storesøster til lillesøster

Her lytter storesøster til lillesøster i maven. Hun er bare så utroligt dejlig og sød ved lillesøster allerede! 
Hver dag bliver der snakket, krammet og kysset på lillesøster/ maven.
Om morgenen siger hun "godmorgen lillesøster" og om aftenen "godnat lillesøster".

Det kommer de sødeste citater engang i mellem:

"Lillesøster husk ikke at tisse på mig, når du kommer ud"

"Lillesøster skal jeg lære dig at spille ludo, når du kommer ud?"

"Lillesøster jeg elsker dig..... Heeeelt op til loftet....og månen......og tibage igen"

"Lillesøster sover du????.... Hvorfor svarer du ikke?"
(Mor svarer for lillesøster - de fleste gange) 

torsdag den 21. januar 2016

Jeg nyder det

Barsel er fantastisk! 
Jeg nyder roen, at få hvilet og en masse ting på min to-do-liste. Det er skønt! Derudover har jeg overskud, mere energi og masser af tid med Malua, som nyder at sove længe hver dag, møde sent og blive hentet tidligt. 

Jeg får ryddet op, sorteret og streget ting ud på min to-do-liste, som længe har stået der. Åh det føles godt!

Udenfor ligger sneen så smukt, og den er altså ikke nær så irriterende, når man har barsel og god tid.

Maven vokser og kan vist nu kaldes lidt af en "dunk". Men jeg er stolt af min dunk, som får man kram og kys hver dag af både den yngste og de ældste fra M10.

Den anden dag ryddede jeg op i mine skoleting. Det blev til lidt af en bunke affald!!! Men Gud hvor det føltes rart at få sorteret alt i gennem og få lavet et nyt system. 





søndag den 17. januar 2016

Barsel, Lalandia og familietid

Så blev det i tirsdags min sidste arbejdsdag og nu kan jeg kalde mig selv mor(til snart to) på barsel, det er ikke dumt! 
Jeg har allerede i den grad nydt, at alt afslutnings-skole-stress og kropsoverbelastning er byttet ud med ro og energi, som gør, at jeg føler mig helt lykkelig :-) 

Det føles ti gange nemmere at være højgravid, når man kan tage det hele i et roligt tempo og hvile sig i løbet af dagen. 

I torsdags kørte vi mod Lalandia, hvor vi de sidste 4 dage har leget, grinet, badet, bowlet, rutschet, malet, hygget, smovset og nydt hinanden og stedets muligheder sammen med Runes familie. Dét har været fedt for både store og små og jeg er sikker på, at det ikke er sidst gang, at vi tager sådant et ophold.










søndag den 10. januar 2016

Gravid uge 34

Tyk og besværet er tillægsord, som er kommet indenfor de sidste par uger. 
I uge 30 havde jeg det nemt og ubesværet på mange måder og nu føler jeg mig kæmpe, tung og belastet. 
Jeg glæder mig virkelig til at kunne få barsel nu - heldigvis er der heller ikke længe til. 
Ryggen gør ondt, og jeg kan ikke rigtigt finde gode stillinger til at sidde rigtigt godt på hverken stole eller i sofaen og om natten skal der skiftes sovestilling mange gange! 
Bækken gør mere ondt og jeg har rigeligt med plukveer, når jeg fx er på en lang arbejdsdag eller laver for meget.
Jeg er også begyndt at få vand i kroppen, hvis jeg ikke får benene op. Og det er jo svært, når jeg er på arbejde, så det bliver godt med mere hvile i løbet af dagen, når det hedder barsel fra på tirsdag af. 

Baby er meget aktiv og giver den virkelig gas i maven i tiden - det gør ikke ondt, men jeg kan ikke undgå at stoppe op, når der bliver givet max gas og energi derinde. Søde lille baby :-)

Vægten siger plus 10 kilo, og det kan jeg bestemt godt mærkes - jeg føler mig tung!  Så når jeg taber noget på gulvet, skal det lige overvejes, om det er værd at samle op..... 

Jeg føler mig slet ikke klar til babys ankomst endnu, selvom der er vasket tøj, redt seng osv., men jeg er sikker på, at det kommer sammen med de næste ugers barsel og ro. 


Ja og navnet mangler vi stadig!!!! 

lørdag den 9. januar 2016

Sneweekend

Der er lidt stille på bloggen i tiden, og det er der en god grund til, for jeg er højgravid og trææææt! 
50 timers arbejdsuge, plukveer, dårlig nattesøvn, masser af forberedelse, elevarrangementer, rettearbejde mm. Den lille rest energi jeg har haft tilbage efter en lang dag på job, er blevet brugt på sofaen med min lille dejlige familie.
Jeg er mør og megaaaaa klar til barsel - heldigvis sker det også på tirsdag, så jeg skal bare lige samle kræfter til to arbejdsdage mere. Det tror jeg godt, jeg kan, selvom jeg synes det er lidt hårdt, at jeg de næste dage skal sige farvel og på gensyn til alle "mine" børn på skolen. Jeg kommer virkelig til at savne dem, men jeg ved heldigvis også, at de kommer til at savne mig. 

I dag har jeg brugt mine kræfter, som heldigvis er ganske gode i dag pga en god nattesøvn, på en tur på kælkebakken og på snemandsbygning. Det var mest Malua og far, som kælkede og byggede snemand, men jeg sørgede da for at heppe og tage billeder. Det var helt i top på hygsomhedsskalaen!