lørdag den 30. december 2017

Året 2017

Så gik der lige endnu et år. Det har været et begivenhedsrigt år med mange omvæltninger. Det har været et dejligt år, men det har bestemt også været et hårdt år! Heldigvis er vi en familie, som altid vælger at se glasset som halvt fyldt og ikke halvt tomt, og det tror jeg er vigtigt i alle henseender i livet.

Året 2017 betød at Masja skulle starte i dagpleje, ved Pia, hun er en sej tøs og har klaret det mega flot hele vejen igennem. Dog havde hun det meget meget hårdt generelt i den første halvdel af året, hvor den stod på mange mange dårlige dage og nætter med ondt i ørerne. Heldigvis har hun stort set været sygdomsfri siden juni, og ørerne mærker hun heldigvis ikke ret meget mere til. Jeg gætter stadig på, at det med at vi droppede mælken har haft/har en stor betydning i den del. 

Malua er på sit sidste år i børnehave og gør lige så stille klar til at starte i skole. Hun skal, efter store overvejelser og granskninger, i den lokale skole. Vi håber, det er det rette valg og at hun kommer i en rigtig god klasse med nogle gode og dygtige lærere. Hun er en rigtig dygtig pige, så jeg ved, at hun nok skal klare sig godt fagligt. Det vigtigtste er bare, at hun trives og er glad for at gå i skole.

2017 var også året hvor Rune og jeg sprang ud som selvstændige - lavede vores helt eget firma - blev Hr og Fru direktør - puha det har da været lidt nervepirrende undervejs. Det med at gå fra to fuldtidslønninger til én deltidsstilling, tage lån i huset og satse hele pivtøjet - ja men intet vove, intet vinde, som man siger. Jeg synes, vi er seje og vi gør det ...... godt! Vi er stadig ved at etablere os som firma og alt begyndelse er svær, men det fungerer super godt for os og jeg kan mærke i min mave, at vi gør det rigtige! Vi kæmper videre også selvom, det koster blod, sved og tårer engang i mellem, især i forbindelse med "kampene" mod kommunen.

2017 har også budt på nogle skønne skønne ferierejser - åh hvor jeg/vi dog elsker at rejse. At rejse er at leve! Jeg elsker at komme afsted, nyde tid med familien, blive forkælet og koble helt af. Det er vitaminer for sjælen og jeg er sikker på, at det er sundt at få de ekstra D-vitaminer, man får på sådan en ferie. De næste ferier i 2018 er allerede planlagt ;-)

Og Gud hvor er hvert eneste år med børn en velsignelse - jeg ELSKER at se mine børn gro, udvikle sig, glimte, skinne og glædes. De gør livet uvurderligt, hver dag endnu mere interessant og giver livet en impulsiv side, som kun et barns fantasi kan skabe. Jeg nyder, at Masjas sprog udvikles og afprøves hver dag og de søde små sætninger, der spontant kommer ud af hende nu. Og Malua, der bliver en mere og mere selvstændig pige, og som er så klog og tænksom en lille pige, som også lærer sine forældre vigtige ting om livet. TAK for det mine kære piger: I gør mig et bedre mennesker, I gør livet smukkere og tak for HVER en dag, jeg får lov at være jeres mor! I gør mig stolt hvert sekund i livet! Jeres søskendekærlighed er inspirerende og beundringsværdig - jeg vil elsker jer for evigt. ("Mor jeg ved godt, du elsker mig - du siger det hele tiden." - og ja det vil jeg fortsætte med til den dag, jeg dør.)




                                                            


søndag den 3. december 2017

Vores ferie til Emiraterne

I oktobermåned var vi på verdens dejligste ferie til Emiraterne. Vi skulle blandt andet fejre morfars 70 års fødselsdag og ellers bare nyde varme, ro og en masse dejlig familietid. Jeg var heldig at kunne bruge min efterårsferie samt en del omsorgsdage fra det seneste år. 

Den første uge tilbragte vi i emiratet El Ras Khaimah og anden uge i emiratet lige ved siden af Dubai: Sharjah.

Det var intet mindre end en VIDUNDERLIG ferie! Hele familien nød det SÅ utroligt meget og vi var simpelt hen SÅ glade og tilfredse 14 dage i træk, at vi næsten ikke kunne nænne at tage hjem igen.

Emiraterne har bare det hele, varme, lækker lækker strand, varmt vand, dejlige pools, stor by, bygningsværker, shopping, lækker mad og rekorder i alle former. Vi er vilde med Emiraterne og vi skal snart afsted igen!!!! 

Se lige nogle dejlige billeder: