Familien Clemmensen Meier: Fødsel

Jeg lovede jo, kort tid efter jeg havde født, at jeg ville beskrive min fødsel lidt mere i detaljer, så i dag får I hele turen. Faktisk skrev jeg allerede det hele ned få dage efter fødslen, mens hukommelsen var frisk. Så hvis I er klar på en lidt sjov, lidt barsk og meget fantastisk beretning, så kommer den her:

Mandag d. 14/5 var jeg gået 11 dage over, og jeg fik lov at blive sat i gang på Aalborg sygehus. Dette betød dog, at jeg ikke måtte føde i vand, som ellers var mit ønske, MEN jeg kunne ikke vente længere nu!

Dagen starter på sygehuset kl. 10.00, her bliver jeg skannet og baby bliver skønnet til 4100 g. Alt ser fint ud og der er masser af fostervand.

Jeg bliver undersøgt og livmoderhalsen er allerede blevet en smule kortere, men jeg har stadig ikke rigtigt åbnet mig. Dog har jeg regelmæssige plukveer med 3-4 minutters interval. Jeg får lagt en stikpille op og bliver sendt hjem med besked om at komme næste dag, hvis der ikke er sket noget.

Da vi kommer hjem et par timer efter, er der stadig ikke sket noget. Vi sover et par timer og venter spændt. KL. 18.00 er der stadig intet sket, øv øv øv, det bliver nok ikke i dag, tænker vi. Rune og jeg går en tur, og jeg bager pandekager. Vi hygger, selvom vi ærgre os over, at der ikke skulle ske mere i dag.

Kl. 20.00 begynder det ligeså stille at ulme i min mave. Jeg har jo stadig plukveer, men nu begynder de at gøre noget mere ondt. Er det starten på en fødsel eller?????

KL. 23.00 har jeg regelmæssige veer. Der er 3-5 minutter i mellem, og de begynder for alvor at nive. Jeg kan ikke rigtigt snakke undervejs i veerne. Rune prøver at få sovet nogle timer, men jeg kan overhovedet ikke sove. Jeg ligger bare og holder ud. Åh gud, er det virkelig nu??? Jeg kan næsten ikke tro, at det er nu det sker, at vi skal være forældre!!!!!!!

Kl. 2.00 begynder VESTORMEN. 1 minuts veer efterfulgt af max 30 sekunders pause. Og det bliver ved og ved og ved. AV for satan de gjorde ondt. Jeg kunne overhovedet ikke snakke under veerne, og jeg kunne ikke finde ud af, hvad jeg skulle gøre, for at lindre smerten. Smerten var både i lænden, foran på og i maven. Efter lidt overtalelse får jeg Rune til at ringe til fødegangen(han ville ikke ringe for tidligt, så vi skulle køre frem og tilbage flere gange) Heldigvis vil de vil gerne se os derude, for jeg kan næsten ikke holde det ud - DET GØR SÅ ONDT og uden pauser føler jeg mig helt brugt allerede.

Kl.4.00 kører vi afsted mod fødegangen. Jeg har på de 5-10 minutters køretur min. 6 veer. Rune stopper mit i flere lyskryds og midt på vejen, mens jeg hopper ud af bilen og prøver at tackle veerne. AV!

Rune får også besked på at skifte t-shirt undervejs, da han har taget for meget deodorant på, og jeg kan slet slet ikke håndtere den stærke duft! (Det blev gjort uden spørgsmålstegn - den effekt har en kommanderende kone med veer åbentbart :) )

KL. 4.30 ankommer vi til fødegangen - hvor jeg har veer udenfor, i velkomsthallen, i elevatoren, udenfor elevatoren og videre og videre. Jeg tænker, at efter 6 timers veer med SÅ mange kraftige og hyppige veer, må jeg da mindst være 5 cm åben. Det viser sig dog, at jeg kun er max 1. cm åben og stadig har livmoderhals tilbage. ØV – det tog godt nok modet fra mig. Men det er åbenbart normalt procedure, når man får stikpiller til igangsættelse. Kunne man ikke liiiiige have fortalt mig det????!!

Jordmoren, som tager imod os på fødegangen er rigtig irriterende, føler jeg. Hun kalder Rune for Rene, Ronni og Rasmus - åååhhhhh hvor svært kan det være. Og så fortæller hun mig, at fødslen kommer til at TAGE LANG TID, så jeg er ved at gå ud af mit gode skind!

Kl. 5.00 prøver jordemoderen akupunktur og tens(strøm til lænden) Det virker ikke rigtigt, og jeg har stadig vestorm – veerne kommer hele tiden og uden pauser. Hele min krop ryster af udmattelse, og jeg har svært ved at trække vejret ordentligt. Derfor får jeg en morfin indsprøjtning. Det giver mig længere pause mellem veerne, og jeg kan hvile/sove lidt mellem veerne, for jeg er TRÆT. Det var en befrielse for min krop, at få lov at restituere mellem veerne. Der var nu 3-5 min mellem veerne. Veerne gør dog stadig ondt, men morfinen gør det udholdeligt.

Kl. 8.30 bliver jeg undersøgt af min nye jordmorder og en studerende, som var DE MEST FANTASTISKE OG SØDE piger. Jeg var 3 cm åben, og livmoderhalsen var helt udslettet, jubiiii. Så er der da endelig sket noget. De beslutter at tage mit vand. Mine veer er tiltagende, da morfiner er ved at stoppe med at virke, og jeg begynder at få meget hyppige og kraftige veer igen. Jeg beder derfor om en epidural. Min krop er også så drænet på dette tidspunkt, at jeg kaster voldsomt op løbende og jeg ryster stadig over det hele. Jeg tænker nu: JEG GØR DET ALDRIG MERE! Det er for hårdt, for smertefuldt og for GROV!

Kl. 10.00 får jeg efter grundig undersøgelse, lagt en epidural. Epidural-manden er en engel, jeg takker og takker - sikke en befrielse. Det var SÅ skønt og rart. Min krop får endelig en pause efter næsten 12 timers veer. Mit blodtryk falder med epiduralen, men de får det stabiliseret det med væske og efedrin. Jeg er i den 7 himmel og har nu overskud og smil på læben. GUD var kan sådan en epidural være en guds gave til fødende kvinder!

Kl. 12.00 bliver jeg undersøgt, og jeg er 9 cm åben. JUHU…. De slukker epiduralen. Jeg får stille liv i benene igen og begynder at få presseveer. Presseveerne gør slet ikke ondt - wauw det der fødsel er da ikke så slemt alligevel - jeg kan måske alligevel godt gøre dette igen????!!!!

Kl. 14.40 er jeg helt åben og får lov at presse med på veerne. Jeg kan slet ikke lade være. Jeg presser og presser. Giver den max gas og er helt oppe at køre. Rune hepper og hepper på sidelinjen og giver mig ilt undervejs. Jeg presser bedst stående, og det bliver også min fødestilling.

Kl. 15.10 føder jeg vores lille prinsesse stående. Hun kommer med det samme op på min mave og sutter med det samme. Hun er det smukkeste lille barn, og både Rune og jeg kan slet ikke tage øjnene fra hende. Hun er bare helt fantastisk dejlig. Rune klipper neglestrengen, og jeg føder moderkagen 5 min efter Malua.

Jeg får en svær 2. grads bristning, som kræver lidt lapning. Men jeg er fuldstændig ligeglad, da de stikker og syer i mig, for jeg har kun øjne for vores skønne datter.

Hun vejer 3300 g og måler 53 cm -noget mindre end skønnet. MEN HUN ER HELT PERFEKT. Fødslen er helt klart et af de største øjeblikke i mit liv. Jeg var efterfølgende helt høj og helt oppe at køre. Det var det vildeste adrenalinsus EVER. og jeg GLÆDER mig til at gøre det igen. Min dejlige Rune var helt fantastisk undervejs!